Spørgsmålet dukker ofte op i forbindelse med at folk skifter ruder i gamle sprossevinduer og opdager, at glasset er tykkest for neden.

Er det så et udtryk for, at glasset er en tyktflydende væske, og derfor - efter måske 50 år i vinduet - er blevet tykkere i bunden?

Glas er en underlig størrelse. Normalt er et stof enten fast, flydende eller en luftart (eller plasma, for også at nævne den fjerde form).

Glas fremstilles normalt af sand, soda og kalk. Disse ingredienser smeltes sammen ved ca. 1.500 grader og bliver til glas. Når den flydende glasmasse langsomt afkøles, størkner den, og i modsætning til de fleste andre materialer, sker det uden at molekylerne låses fast i et krystalgitter.

Molekylerne ligger så at sige hulter til bulter.

Derfor kan man godt kalde glas for en underafkølet væske, som både er flydende og fast. Men det er altså en meget fast væske med en meget stabil struktur. Der går millioner af år, før strukturen har ændret sig så meget, at der rent faktisk kan måles en udflydning af glasset.

Men hvorfor er gammelt glas så tykkere i bunden?

Det skyldes simpelthen produktionsmetoden før i tiden. Glasset blev støbt i en form og derefter valset. Det var ikke så præcist et håndværk, og de enkelte glasstykker varierede meget i tykkelsen.

Når glarmester

Kunstens verden er snobbet. Man oplever mange utrolige ting når nogen skal gøre sig kloge på, hvad kunst egentlig er.

Jeg har set en censureret udstilling, hvor 90 % af malerierne var pløret til med nogle grimme brune farver og alt så ud til at være lavet på under 5 minutter. Ting ingen vil have hængene i stuerne, men mindre der var nogle bedrevidende kunstkendere, som ligesom fortalte folk, at dette skam er rigtig kunst.

Brugskunst er ikke kunst – det er ”kun” brugskunst. Selv om et fad kan være nok så smukt, så kan der jo ligge frugter i det – og så kan det bruges til noget. Det er jo ikke så godt.

En bornholmsk glaskunstner, der laver skulpturer, fortalte, at der helst ikke må komme huller i skulpturene, for så kan de bruges som vaser. En kunstkender sagde en gang om et glasur, jeg har lavet, at hvis der ikke var visere på, kunne jeg tage det dobbelte i pris.

Bob Leatherbarrow – en kendt canadisk glaskunstner – kan godt lide at lave runde skåle. Det er simpelthen så skøn en form, synes han. Men så er det jo ikke kunst. Han gør så nogle ting, så det alligevel bliver kunst. Fx skærer han noget af skålen af og limer på et underlag lidt fra resten af skålen. Eller han sætter skålen på en stor O-ring, så skålen kan stå skævt. For s&ar

Glas er et fedt materiale at lave kunst i. Glassets natur, farver, gennemsigtighed og refleksion af lys gør, at man kan lave rigtig spændende kunst i det. Gennemsigtigheden giver dybde, og overfladens refleksioner leger med lyset i brydninger og tilbagekastninger.

Men for s…. hvor kan det også være besværligt!

Har glas spændinger, kan det pludselig revne eller sprænge. Så skal der måske kun en solstråle gennem et vindue til, at et fad pludselig knækker.

Spændinger i glasset opstår fx hvis dele af det har en anden udvidelseskoefficient end resten af glasset. Det kan ske hvis man blander forskellige glastyper eller hvis man bruger vinduesglas fra forskellige leverandører i det samme design.

Spændinger kan også opstå fordi glas er en dårlig varmeleder. Det betyder, at når glasset opvarmes eller afkøles i ovnen, spreder temperaturændringen sig meget langsomt gennem det yderste af glasset ind til det midterste. Hvis temperaturændringen sker for hurtigt, vil der blive opbygget spændinger i glasset, da det yderste og det inderste af glasset så har en stor temperaturforskel. Specielt nedkølingen skal ske meget langsomt for netop at sikre en afspænding af glasset.

I bøgerne findes der tabeller for fx afkølingstid beregnet ud fra glassets størrelse og tykkelse. De mere avancerede ting jeg laver &

Det er nok omkring 5.000 år siden man begyndte at lave glas. Man mener det første glas er produceret i mellemøsten, formentlig i Ægypten. Der går flere historier om hvordan glas blev opdaget, men det skete formentlig ved en tilfældighed. Nogen mener at meget varme bål i sandet hav fået noget sand til at smelte til glas. Andre mener, at det kan være sket ved, at de sten keramikovne var bygget op af - og som indeholdt meget sand - begyndte at smelte i keramikfremstillingen.

Moderne glas er såkaldt float-glas, der laves ved, at smeltet sand bliver trukket henover et flydende tinbad. Dermed får man et utroligt lige og ensartede glas i tykkelsen.

Anvendelse af glas i kunst går ca. 4.000 år tilbage i tiden. Dengang anvendte man koldglas-teknikken, som jeg har beskrevet på hjemmesiden. Både i Ægypten og Rom anvendte man glas på denne måde.

Glaspustning er en teknik der er ca 2.000 år gammel og blev opfundet i Fønikien (Libanon). Glaspustning er stadig en teknik der anvendes den dag i dag og på samme måde som for 2.000 år siden.

Koldglasteknikken har ikke været anvendt i flere årtusinder, men blev ”genopfundet” i slutningen af 1950’erne. Teknikken er stadig i blomstring, og man ser mere og mere avancerede former for glaskunst fremstillet efter denne metode.

En vandrehistorie siger, at glas er væske &ndash