Glaskunst som en hyldest til naturen
Glaskunstner Michael Kofod
Intro og nyheder
Unik glaskunst





Fortryllende glasstrukturer inspireret af naturens skønhed
Kort fortalt ...
Uddannet af verdenskendt glaskunstner
Egenudviklede avancerede glasstrukturer
Prisvindende og anmelderrost
Et galleri siger "verdensklasse glaskunst"
Førstepræmie i stor glaskonkurrence
Udstillet mange steder - også på censurerede udstillinger
Beskrevet i 3 kunstbøger
Hvordan naturen bliver til glaskunst

Natur
Alt min glaskunst begynder med en oplevelse af naturen.
Det kan være et stykke rav fundet på stranden, en solnedgang over bugten, efterårsløv eller en dokumentar om koralrev på den anden side af kloden.
Struktur
I værkstedet fortolker jeg mine indtryk fra naturen. Gennem eksperimenter og intuition undersøger jeg, hvordan jeg kan forenkle og fremhæve netop det, der fascinerede mig.
Hvert eksperiment giver nye udtryk i glasset. Lys, farver og dybde smelter til sidst sammen i tilfredsstillende strukturer, som skaber fortryllende oplevelser i glasset.
Kunst
De færdige glasstrukturer er udgangspunktet for et kunstværk. Jeg arbejder videre med glasset, som får en sidste finish, skæres til og formes til et glasværk, som er egnet til at stå i fx almindelige hjem.
På den måde bringer jeg naturens skønhed, ro og harmoni tættere på hverdagen. Min glaskunst er en hyldest til naturen.

Natur
Naturen betyder alt for mig.
Her finder jeg ro, energi og inspiration. Her går jeg mine ture, samler indtryk og lader tankerne falde til ro. Naturen er både mit fristed, mit arbejdsrum og min kilde til nye idéer.
Jeg bor midt i Odsherreds smukke landskab med udsigt til naturen fra mit værksted. De skiftende årstider, lyset over markerne og livet tæt på skov og kyst bliver ved med at inspirere mig.
For mig er naturen en kontrast til alt det vanvittige, ubegribelige og forkerte, der sker i denne verden.
Desværre forsvinder mere og mere natur. Derfor er det naturen, jeg har valgt at fortolke i min kunst. Jeg ønsker at vise, hvor fascinerende og værdifuld naturen er.

Struktur
Når en oplevelse fra naturen har gjort særligt indtryk på mig, begynder den kunstneriske proces i værkstedet.
Her undersøger jeg, hvordan jeg kan omsætte mine indtryk til nye udtryk i glasset. Det er en vekselvirkning mellem eksperimenter, erfaring og intuition, hvor jeg hele tiden udforsker nye muligheder og lader mig overraske af resultaterne.
Jeg arbejder blandt andet med:
• Farver og farvekombinationer, der skaber særlige farvespil.
• Transparens, lag og forskellige glastykkelser, der giver dybde og skyggevirkninger.
• Glasmaterialer og kemiske reaktioner, der skaber organiske aftegninger.
• Glatte overflader, der giver refleksioner og spiller sammen med lyset.
• Krakeleringer, bevægelser og flydende overgange mellem farver og strukturer.
Det er i samspillet mellem materialerne og brændingerne, at glasset får sine smukke strukturer. Resultaterne er ofte uforudsigelige. Få grader eller minutters forskel i brændingen kan ændre udtrykket markant, og hver ny farvekombination kræver sine egne overvejelser og eksperimenter.
Men netop det uforudsete er en vigtig del af processen. Nogle gange opstår der noget helt andet end forventet – og måske endnu mere interessant. Det giver mig nye erkendelser og idéer, som jeg kan arbejde videre med.
Da resultatet først kan vurderes, når glasset er kølet ned, oplever jeg processen som en langstrakt dialog med glasset. Jeg prøver noget af, ser hvad der sker og lader resultatet inspirere til næste skridt.

Kunst
Min glaskunst er en kunstnerisk fortolkning af naturen. Jeg ønsker at fastholde og fremhæve dens skønhed og bringe naturens ro, glæde og magi tættere på hverdagen.
Jeg skaber levende glasstrukturer i flere lag – glødende, bølgende, hvirvlende og strømmende former, der ændrer karakter med lyset og betragterens vinkel. Det giver værkerne en særlig dybde og et levende udtryk, hvor nye detaljer og oplevelser hele tiden træder frem.
Kunstanmelder Tom Jørgensen beskrev denne særlige forbindelse mellem glas og natur med ordene:
"Glasset ikke bare ligner – men i en vis forstand bliver – natur."
Jeg arbejder med Bullseye-glas, som regnes blandt verdens fineste kunstglas. Glassets klare, rene farver og særlige glød understøtter og fremhæver de organiske strukturer.
Mange af mine værker er store og skulpturelle, men jeg skaber også mindre værker, hvor naturens former fortolkes i et mere enkelt og stramt udtryk.
Om sommeren udstiller jeg i vores eget Galleri 3G, hvor størstedelen af mine værker kan opleves samlet.
Derudover udstiller jeg gerne på gallerier, udstillingssteder og i kunstforeninger over hele landet. Mine værker har gennem årene været vist mange forskellige steder, herunder på en række censurerede udstillinger.
Er du interesseret i et glasværk eller en udstilling, er du altid velkommen til at kontakte mig.
En kunstnerisk rejse i glassets skjulte univers
Hvordan glasstrukturer blev mit personlige kunstneriske udtryk
Det hele begyndte ved et tilfælde for mange år siden.
Noget glas var ved en fejl løbet ned i bunden af min glasovn. Her havde det ligget gennem flere brændinger, inden jeg opdagede det under ovnpladen.
Men det, jeg fandt, var langt fra en fejl. Glasset havde udviklet nogle fascinerende strukturer, der mindede om isflager. Det havde opført sig på en overraskende måde, jeg aldrig havde set før.
Opdagelsen åbnede en helt ny verden i glassets univers – og blev begyndelsen på min kunstneriske udforskning af glassets muligheder.
Jeg blev optaget af, hvordan jeg kunne arbejde med farver, transparens og brændinger for at skabe nye, unikke glasstrukturer. Mit mål er at frembringe organiske og sanselige udtryk, der på hver deres måde kan indfange og fremhæve naturens skønhed, ro og harmoni.
Glasset har sine egne egenskaber og sin egen vilje. Det søger eksempelvis altid mod en tykkelse på 6 mm. Det kan fx få ultratynde glaslag til at trække sig sammen i fine spind, få farver til at bevæge sig og flyde ind i hinanden eller skabe organiske aftegninger, når forskellige farver reagerer kemisk.
Disse muligheder giver mig et spændende kunstnerisk spillerum. Glassets egenskaber inspirerer mig, men det er altid den kunstneriske idé og ønsket om at skabe et særligt visuelt udtryk, der driver processen.
Men vejen fra en idé til en ny glasstruktur er sjældent enkel eller ligetil.
Nogle strukturer opstår kun i et ganske kort øjeblik under brændingen. Små variationer i temperatur eller farvesammensætning kan ændre resultatet markant. Og først når glasset er kølet helt ned, kan jeg se, om det ønskede udtryk er opstået. Det er en langstrakt dialog med glasset.
Derfor er arbejdet en vekselvirkning mellem intuition, eksperimenter og tålmodighed. Jeg kan have en klar forestilling om et udtryk, men glasset kan overraske mig – nogle gange med et resultat, der åbner for helt nye kunstneriske muligheder.
Det er netop denne søgen efter det uventede, der driver mig. Hver ny struktur er resultatet af en kunstnerisk proces, hvor nysgerrighed, fordybelse og lysten til at skabe noget, der ikke fandtes før, er i centrum. Naturen er min store inspirationskilde og en gennemgående del af mit kunstneriske univers.






















Nogle af mine kunstneriske resultater

1. præmie
Den viste glasskål vandt førstepræmien i en stor glaskonkurrence med 155 værker fra Danmark og Sverige.
Det var Skandinaviens største glasleverandør Anla der holdt konkurrencen i anledning af deres 25 års jubilæum.

Anmelderrost
Mine glasstrukturer, der imiterer naturen, gør indtryk på mange - også på kunstanmelder Tom Jørgensen, som beskriver min glaskunst i begejstrede vendinger og blandt andet skriver:
”Glasset ikke bare ligner - men i en vis forstand bliver - natur”.
Forhandlere
Jeg udstiller fast i disse gallerier
Nyheder

Kunstgalleriet i Skulpturparken Blokhus
Periode:
25. april - 31. december 2026.
Åbningstider:
Dagligt kl. 8 - 17.
Mandag lukket udenfor sæsonen..
Åbning:
25. april 2026 kl. 15.
Adresse:
Skulpturparken Blokhus, Vesterhavsvej 6, 9492 Blokhus.
Udstillingen:
Kunstgalleriet er et 300 m² stort galleri placeret i den ene ende af den 20.000 m² store skulpturpark. Galleriet indeholder kunst fra 25-30 kunstnere.


Promovering af bogudgivelse
Ca. 30 kunstnere var inviteret til at promovere udgivelsen af Andy Hausers fantasiroman ”The Cradle of Oshae” med en udstilling i Kunstbygningen Filosoffen i Odense.
Vores kunst var baseret på Andys bog og udmøntedes i forskellige fortolkninger af fx bogens temaer, handlinger, hovedpersoner, landskaber og natur.
Under udstillingen var der flere events som fernisering, Artist Talks, kunstauktion, klavermusik skrevet til bogen, papirworkshop, bogoplæsning, tatovør der tatoverede motiver fra bogen og speciel øl fremstillet til bogudgivelsen.
Jeg valgte blandt andet at fortolke Floden Osans lidt dystre vand. De forskellige vandområder er opkaldt efter guden Oshae, og Osan er flodfolkets navn for floden.
Jeg har før lavet glasstrukturer, der ligner vand, men ikke strukturer der ligner det mere dystre og grønlige flodvand.
Grøn er en svær farve at skabe dybder og kontraster i. Derfor lavede jeg en hel del forsøg, som det første billede viser.


Nyeste glaskunst
Greenland's Blue Ice
Grønland er i de flestes hjerter lige nu - og forhåbentlig også fremover.
Derfor er min nyeste glasserie lavet med inspiration fra Grønland - nemlig fra deres flotte naturfænomen "Blå is".
Fall Foliage
Strukturen er lavet af krakeleret glas og brændt så det ligner efterårets løv.
Dette fad måler 45 x 45 cm.

Lav din egen glaskunst
Kom og lav din egen glaskunst i mit værksted. Vi hygger os med at lave fx et fad, en figur, et ophæng, sommerfugle, masker eller pynt i glas.
Det bliver en spændende og hyggelig oplevelse, hvor du lærer lidt om ovnformet glas og hvor du kommer herfra med et kunstværk i glas, som du selv har lavet.
Vi arbejder i mit idylliske værksted i Odsherred med lidt teori og masser af hands-on.
Inviter venner, forældre, børn / børnebørn med.
Det kan være når som helst – fx i vinterferien, påskeferien, sommerferien, efterårsferien, juleferien – eller bare i en helt almindelig uge. Dag eller aften – hverdag eller weekend.
Jeg har plads til max 4 deltagere. Der er kun jer på holdet. Børn bør være mindst 10 år.
Det kræver ingen viden om glas for at kunne deltage.

Vidste du det?
Kunst er oftest klimavenlig
Kunst er oftest klimavenlig. Det er der 2 grunde til:
- Kunst er arbejdsintensivt.
- Kunst er (oftest) kvalitet.
Kunst tager som regel lang tid at lave og indeholder derfor meget arbejdskraft i modsætning til masseproducerede varer. Så når du køber kunst, går dine penge til arbejdstid og ikke så meget til materialer. Arbejdstid forurener ikke – det gør materialer derimod.
Kvalitetsprodukter holder længere. Jo længere tid du har genstanden inden du smider den ud, jo mere bæredygtig og klimavenlig er den. Et smukt kunstværk holder længe - måske hele livet. Det ryger sjældent på genbrugspladsen ugen efter det er købt.
Et smukt kunstværk vil du nyde hver gang du ser på det. Det vil skabe glæde hver eneste dag, og på den måde bruges det jo optimalt.
Min glaskunst skal naturligvis brændes i glasovnen. Her bruger jeg grøn strøm - ikke gas.
Glaskunst er en fantastisk gaveidé
Min glaskunst er en perfekt gave. Det er glad kunst af virkelig høj kvalitet, og du vil dermed give en eksklusiv, personlig og smagfuld gave, som ingen andre har.
Det er unika, og din gave vil blive husket som noget ganske særligt. Mit tidsløse design, hvor der er kræset om hver detalje, vil skabe glæde i mange år.
Glas har altid været begæret pga. dets egenskaber som fx renhed, gennemsigtighed, refleksion og farvespil.
Det er også muligt at købe et gavekort.




