Glaskunst som en hyldest til naturen
Glaskunstner Michael Kofod
Om Michael / CV
Lidt om mig som kunstner

Kunst og glas har fascineret mig, siden jeg var helt ung – dog på en lidt anden måde end i dag.
Jeg tegnede og malede, og samtidig havde jeg en stor interesse for glas. Ikke glaskunst, men smukke drikkeglas, karafler og andre glasgenstande, blandt andet bøhmisk glas.
At jeg skulle ende som glaskunstner var egentlig lidt af en tilfældighed.
I 2007 ønskede min nuværende kone at tage på højskole for at fordybe sig i kunsten. Dengang var vores forhold stadig så nyt, at jeg ikke rigtig turde sige nej til at tage med. Hun valgte malerværkstedet, mens jeg endte på glasværkstedet.
Det viste sig at blive et skelsættende valg, for siden den dag har glasset været en central del af mit liv.
Jeg har arbejdet med glaskunst siden 2007 og siden 2019 på fuld tid.
Det, der især fascinerer mig ved glas, er de næsten uendelige muligheder for at skabe former, strukturer og udtryk. Jeg er kreativ, fantasifuld og nysgerrig, og glaskunsten giver mig mulighed for hele tiden at udforske nye idéer og omsætte dem til håndgribelige værker.
De sidste mange år har naturen fyldt en del i mit hjerte og i dag finder jeg næsten al min inspiration i naturen.
Jeg er optaget af naturens former, mønstre og strukturer – især de små detaljer, som ofte overses. Disse indtryk fortolker jeg i glasset og omsætter dem til unikke værker, hvor naturens ro, kraft og skønhed får et nyt kunstnerisk udtryk.
Naturen er derfor ikke blot en inspirationskilde for mig – den er selve fundamentet for mit kunstneriske arbejde.
Naturen bliver til glaskunst

Natur
Alt begynder med en oplevelse af naturen. Det kan være et stykke rav fundet på stranden, en solopgang i fjeldet eller en dokumentar om koralrev på den anden side af kloden.
Struktur
I værkstedet omsætter jeg disse indtryk til glas. Gennem eksperimenter, præcision og tålmodighed udvikler jeg glasstrukturer, som afspejler naturens egen anatomi.
Kunst
Nu giver jeg glasstrukturerne deres endelige organiske form. Langsomt forvandler idéen sig til et selvstændigt kunstværk, hvor lys, farver og dybde smelter sammen og skaber nye oplevelser i glasset.
Til verden
Til sidst går turen fra værkstedet og ud i verden, fx til et galleri eller en kunstforening, hvor værket møder sit publikum. Her udtrykker værket en hyldest til naturen og dens evne til at skabe skønhed, struktur og glæde.
Curriculum vitæ
Glaskunstner Michael Kofod


Baggrund
Årstal
Født i 1958. Har været glaskunstner siden 2007. Har arbejdet med kunst på fuldtid siden 2019.
Uddannelse
Jeg er blandt andre uddannet af den verdenskendte canadiske glaskunstner Bob Leatherbarrow.
Jeg har desuden deltaget på mindst 10 forskellige glaskurser om fx fusing, roll-up, forme og design.
Jeg startede i sin tid med et glaskursus på Engelsholm Højskole.
Udstillinger
Censurerede udstillinger
En censureret kunstudstilling er en udstilling, hvor en uafhængig jury af fagfolk udvælger de kunstværker, der må deltage, blandt alle de indsendte ansøgninger. Der er ca. 15 faste censurerede udstillinger om året i Danmark.
2025 - Bjerringbro Udstillingen 2025 - Gudenåhuset, Bjerringbro.
2025 - DKC2025 - Dronninglund Kunstcenter, Dronninglund.
2025 - Bugten 25 - Portalen, Greve Teater- & Musikhus.
2023 - Roskilde Åben - Palæfløjen, Roskilde.
2020 - VK20 - Æglageret, Holbæk.
2019 - Morild - Nykøbing Sj.
2012 - Copenhagen Art Fair - Falkoner Centret, København.
2012 - Trommen - Hørsholm Midtpunkt.
Gallerier og udstillingssteder
Kunstbygningen Tinghuset, Langes Magasin, Annebjerggaard, Carl Nielsen Salen, Kunstbygningen Filosoffen, Mindmachine Atelier & Art Gallery, Pakhuset Kulturhus, Gallery ArtTour, Tuse Næs Kunsthåndværk, Galleri Warrer, Galleri Mississippi, Købmandsgården, Galleri Himmerland, Kunstgalleriet, Æglagerets butik, Galleri Arta 22, Møller i mejeriet, Galleri Finnermann, Kunstnergården, Galleri Art 10, Gurskaja Art Gallery, Brøndsalen, Galleri Art Danmark, Galleri Blokhus, Skovlundegård, Galleri 3G.
Kunstforeninger
Jeg har desuden udstillet i over 50 kunstforeninger i hele landet.

Anmeldelser og udtalelser
Tom Jørgensens anmeldelse
Tom Jørgensen, som er kunsthistoriker, kunstanmelder på blandt andet Jyllands-Posten og redaktør af Kunstavisen har anmeldt min glaskunst:
Når man ser på Michael Kofods glasarbejder, forstår man, hvordan han er blevet den kunstner, han er.
Målet synes at have været klart fra starten: hvordan kan et kunstværk nærme sig naturen, så det ikke bare ligner, men i en vis forstand bliver natur? Et maleri kan i mere eller mindre grad og med større eller mindre held imitere naturen, men et lærred er og bliver et todimensionalt objekt, så naturligheden kan kun blive illusionistisk.
Et stykke råglas er derimod selv et stykke natur, og, må Michael Kofod have tænkt, hvad nu, hvis man i stedet for at skabe et stykke kunsthåndværk med alle de smukke farver og former, et sådant nu engang kan have, laver noget, der på en mere strukturel måde minder om natur?
Michael Kofod gik i arbejdsmæssig tænkeboks og kom frem til to tekniske løsninger på sin udfordring: krakeleringer, ofte i flere lag, og brug af transparent glas i det færdige glasværk. Resultatet er glasarbejder med en slags tredimensional collageeffekt med de mange lag af krakeleringer skabende en struktur, der i forbløffende grad minder om naturen: om vind og vejr, geologiske klippelag, materielle processer og om faste og flydende elementer. Kort sagt alle de ting og fænomener, vi kalder natur.
Tag nu bare havet. Michael Kofod har skabt fade, lamper og skåle, der i farve og struktur minder om bølger, om brændinger og havskum set i højde med bølgerne selv eller betragtet fra oven fra en rumsonde med det blå hav dækket af hvidtottede skyer. Han har lavet lamper, så man kommer til at tænke på dybhavets mylder af selvlysende organismer, og han har eksperimenteret med azurfarvede fade og skåle, der bringer tankerne hen på de smukke undervandsgrotter ved Middelhavet.
Hvis man går fra vandet til ilden, har Michael Kofod lavet glasarbejder, hvis overflade i den grad ligner glødende lava, at man næsten bliver bange for at brænde fingrene ved berøring. Han har med serien ”Fleezy Clouds” skabt skåle, der imiterer hvide lammeskyer på himlen, og han har, for at afrunde med det sidste af de fire grundelementer, jorden, fabrikeret glasarbejder, der minder om de forskelligfarvede lag i ældgamle klippeformationer.
Hvad enten Michael Kofod beskæftiger sig med de fire elementer, laver helt abstrakte ting eller går over i det figurativt naturalistiske, er det denne udsøgte materialefornemmelse, denne evne til at skabe glødende, hvirvlende og fejende strukturer i et utal af farvekombinationer, der gør hans glasarbejder så fascinerende.
Udtalelser
Flere kendte glaskunstnere og kunstanmeldere – blandt andre Monica Ritterband – roser glasset.
Det samme gør gallerist Finn Møller, som på Facebook i 2024 har skrevet ”Verdensklasse glaskunst” om glasset.


Repræsenteret i kunstbøger
Kunstkatalog 2022
Kunstkataloget indeholder værker af Kunstsamlingens godkendte kunstnere.
101 kunstnere - 2021/22
Formålet med ”101 kunstnere” er at give dygtige kunstnere en platform overfor et publikum, der vil se god kunst. Bogen viser fremragende kunst lavet af kunstnere, der brænder for sagen og engagerer sig 100 % i deres kunst.
Mine 2 sider i bogen er skrevet af Tom Jørgensen, som blandt andet er kunstanmelder på Jyllands-Posten og redaktør af Kunstavisen.
GALLERIET - Et lille tidsbillede af Dansk kunst 2010
Bogen er et lille tidsbillede af Dansk kunst, hvor 88 nulevende danske kunstnere er beskrevet. Bogen beretter om hvor rig dette land er på kreative kunstneriske udtryk.
Malerier, skulpturer, glaskunst, fotokunst mmm. Jeg er en af de 88 kunstnere, der fik lov at deltage.

Jeg holder foredrag og underviser
7 overraskende ting du ikke vidste om glas
Et foredrag på ca. 3 kvarter, som jeg har holdt et utal af gange for fx pensionistforeninger, på udstillinger, til ferniseringer, til åbent-hus arrangementer og ved besøg af fx kunstforeninger samt ved et besøg af en kunstskole med 30 deltagere.
Desuden har jeg holdt foredraget på Københavns Universitet med over 100 deltagere.
4 timers event
Her får deltagerne et teoretisk introduktion på en time og laver derefter deres egne glasværker på 3 timer under min vejledning. Et event jeg har holdt ca. 10 gange alene det sidste års tid.
Grundkursus
Et kursus på 3½ dage, som jeg har udviklet, og som jeg har undervist i for fx glaskunstnere,
lærere og pædagoger i fritids- og ungdomsklubber, på efterskoler og friskoler, på højskoler, på specialskoler og i beskyttede værksteder.
Glaskunstnerne skal bruge den lærte viden til deres egen kunst og lærere og pædagoger skal bruge den lærte viden til at undervise og guide deres elever eller beboere.
Krakeleringskursus
Et kursus på 3 dage, som jeg har udviklet, og som jeg har undervist glaskunstnere i.
Foredrag for glasforeningen
2 gange har jeg holdt 1 times foredrag for Glasforeningen på deres årsmøde, hvor jeg har givet inspiration til glasteknikker.
Teambuilding
Jeg har holdt teambuilding for personalet til en daginstitution, hvor de arbejdede med glas.

Projekter
Odsherredgallerierne
Var initiativtager til Odsherredgallerierne, der var en sammenslutning af større gallerier i Odsherred, som lavede forskellige former for samlet markedsføring, herunder via en hjemmeside som jeg udviklede.
Sammenslutningen eksisterede i 2 år.
Kunst i Odsherred
En forening jeg var initiativtager til, da utroligt mange kunstnere og gallerier ikke havde noget talerør i kunstsamfundet i Odsherred, som var forbeholdt de få etablerede.
Vi havde en bestyrelse som stod for alt det praktiske, hvor vi markedsførte de deltagende kunstnere og gallerier via ca, 10 kanaler, fx via en hjemmeside jeg stod for, en folder, sociale medier, annoncer mm.
Desuden lavede vi arrangementer som informationsmøder, julefrokoster og temamøder med undervisning, fx undervisning i markedsføringsemner. Jeg stod for undervisningen.
Foreningen eksisterede i ca. 10 år og stoppede, da vi have fået opfyldt vores krav til bredere deltagelse i Odsherred kunstdage.
Galleri 3G
Er sammen med min kone ejer af Galleri 3G. Galleriet etablerede vi i 2011 og det eksisterer stadig.
Hjemmesider til kunst
Er igangsætter og har i mange år lavet hjemmesider til kunstnere og gallerier.
På grund af manglende tid er jeg dog efter 5 år stoppet med den del af forretningen.
Bogudgivelse
Ca. 30 kunstnere var inviteret til at promovere udgivelsen af Andy Hausers fantasiroman ”The Cradle of Oshae” med en udstilling i Kunstbygningen Filosoffen i Odense december 2024.
Vores kunst var baseret på Andys bog og udmøntedes i forskellige fortolkninger af fx bogens temaer, handlinger, hovedpersoner, landskaber og natur.
Jeg valgte blandt andet at fortolke Floden Osans lidt dystre vand. De forskellige vandområder er opkaldt efter guden Oshae, og Osan er flodfolkets navn for floden.


Bykunst
I Helsingør i 2009 blev kunstnere udvalgt til at dekorere byens elskabe med kunst på lågerne i projekt Bykunst. Projektets formål var at lave byforskønnelse ved at sætte kunst på elskabene, så de dermed blev kønnere. Ofte bliver elskabene jo i stedet udsat for graffiti eller opklæbning af plakater.
Mit værk hedder - apropos ovenstående - Filosofi og graffiti. Værket ses nedenfor sammen med modellen til værket, min datter Nadia Kofod.
Jeg var første inviterede kunstner til dette projekt.
Kunsten kunne males direkte på lågerne eller man kunne overføre sin kunst via silketryk. Jeg valgte det sidste, da det er svært at opsætte glaskunst direkte på lågen.


Andre kunstneriske resultater
Glasværkerne i andre sammenhænge
Enkelte af mine værker har været udstillet sammen med nogle af Salvador Dalis skulpturer og Prins Henriks afrikanske masker og nogle af mine værker har været brugt af sexolog Joan Ørting i et foredrag om erotisk kunst i Thisted Musikteater.

Førstepræmie
Jeg fik førstepræmien i en stor glaskonkurrence med 155 værker fra Danmark og Sverige.
Det var Skandinaviens største glasleverandør Anla der holdt konkurrencen i anledning af deres 25 års jubilæum.
Billedet viser glasskålen som vandt.

Bestillingsopgaver
Jeg har udført bestillingsopgaver for både private og virksomheder.
Private samlinger
Glasset er solgt til kunder fra blandt andet Danmark, Norge, Tyskland, Italien, USA, Japan, Kina, Libanon, Irak og Kenya.



