Indledning
Denne artikel er blevet til, da et web-galleri spurgte mig, om jeg ville beskrive koldglasteknikken for deres besøgende. Artiklen er senere blevet udbygget som forberedelse til et foredrag, jeg har holdt om teknikken.
Artiklen beskriver de grundlæggende udfordringer og de almindeligt brugte teknikker indenfor koldglas.
Artiklens målgruppe er menigmand. Hvis du allerede har arbejdet med glas, vil der formentlig ikke være meget nyt.
Hvad er koldglas?
De fleste kender glaspustning. Dér arbejder kunstneren med glasset mens det er flydende. Glasset bliver i flydende form bearbejdet og formet med værktøjer og det udvides ved at puste i den pibe, glasset sidder på.
Det er fascinerende og spændende at kigge på, da man kan se selve formningen af glasset og det virker lidt ”farligt”, da glasset er rødglødende og mellem 1100° og 1300° celsius.
Koldglas er en helt anden teknik. Her arbejder kunstneren med glasset mens det er koldt, dvs. før og efter at det har været i ovnen.
Teknikken kaldes også "Ovnformet glas" eller "Studioglas".
Man forbereder glasset ved fx at skære det til i ønskede størrelser, bruge forskellige farver, lægge det i mønstrer og evt. i flere lag. Først herefter kommer det i ovnen og smeltes sammen.
 |
Råglasset fås fx i plader og detbearbejdes og skæres tilinden det skal i ovnen.
Her forberedes et cirkelrundt fad.
|
Oftest skal glasset i ovnen mindst to gange. Første gang for at smelte de enkelte glasstykker sammen og anden gang for at forme det, fx til et fad. Det skal ske ad to omgange, da sammensmeltningen kræver så høje temperaturer, at hvis man samtidig havde det liggende i en form, ville alt glasset så at sige løbe ned i bunden af formen.
Formningen sker altså i en separat proces i ovnen ved lavere temperaturer end sammensmeltningen. Sammensmeltningen sker typisk omkring de 800° og formningen omkring de 700°.
 |
En ovn fyldt med forarbejdet glas, klar til at blive sammensmeltet.
|
Den endelige formgivning sker ved tyngdekraftens vægt i ovnen, mens den er lukket og hvor man som hovedregel ikke kan påvirke glassets bevægelser. Det betyder, at man skal planlægge hele designet ned til mindste detalje inden brændingen – specielt hvis man laver mere avancerede skulpturer.
Koldglasteknikken kaldes også for ovnformet glas.
Koldglasteknikken er en 4.000 år gammel teknik, som stammer fra oldtidens Ægypten. Teknikken har ligget i dvale i over 2000 år, før den igen blev vækket til live i slutningen af 1960´erne.
Glasset blev opfundet ca. 15.000 år f.kr.
Udfordringer med glas
Glas er et fantastisk materiale. Det er på en gang skrøbeligt og samtidigt utroligt stærkt.
Det er fysisk stærkt ved at det kan tåle fx fugt, sol og frost.
Men det er også stærkt i dets kunstneriske udtryk. Glassets natur, farver, gennemsigtighed og refleksion af lys gør, at det er et perfekt materiale til at skabe spændende kunst. Gennemsigtigheden giver dybde, og overfladens refleksioner leger med lyset i brydninger og tilbagekastninger.
 |
Via glassets gennemsigtighed er der skabt en dybde mkring øjet som gør, at øjet følger betragteren overalt i rummet.
Øjet er bygget op i 4-5 lag, hvor pupillen ligger i det underste lag og øjenvipperne ligger i det øverste lag.
|
Der er også mange udfordringer med glas. Herunder skitserer jeg nogen af dem.
Glas er skrøbeligt, når det har spændinger
Har glas spændinger kan det pludselig revne eller sprænge. Så skal der måske kun en afkøling gennem et åbent vindue til, at et fad pludselig knækker.
Spændinger i glasset opstår fx hvis dele af det har en anden udvidelseskoefficient end resten af glasset. Det kan ske hvis man blander forskellige glastyper eller hvis man bruger vinduesglas fra forskellige leverandører i det samme design.
Også for meget anvendelse af andre materialer i designet - fx metaller - kan give spændinger.
 |
Her har noget af glasset først dannet en kæmpe luftboble som så er sprængt helt væk. |
Glas er en dårlig varmeleder
Det betyder, at når glasset opvarmes eller afkøles i ovnen, spreder temperaturændringen sig meget langsomt gennem det yderste af glasset ind til det midterste.
Hvis temperaturændringen sker for hurtigt, vil der blive opbygget spændinger i glasset, da det yderste og det inderste af glasset så har en stor temperaturforskel. Specielt nedkølingen skal ske meget langsomt for netop at sikre en afspænding af glasset.
Jeg har hørt om et kunstværk - en kube på omkring 1 kubikmeter - der skulle afspændes over 16 år. Så skal kunstværket helst sidde lige i øjet første gang!
Glas devitrificerer
Devitrificering er en kemisk reaktion, der gør glasset mat, og som bestemt ikke er kønt. Ingen ved præcist hvorfor det sker, men der er mange forskellige teorier, fx en forkert opvarmningskurve, snavs, kemikalier, bestemte typer glas mm.
Man kan aldrig være helt sikker på at undgå det. Men hver glaskunstner har sikkert sine erfaringer til at hjælpe sig med at minimere risikoen for devitrificering, fx ved at undgå for meget varme, ved at give glasset en slags glasur, eller ved altid at have gennemsigtigt glas øverst osv. osv.
Devitrificering er desværre altid en ”dark horse” under glasfremstillingen.
Bobler
Designs i koldglas er næsten altid sat sammen af flere stykker glas i flere lag. Hver gang man har mere end ét lag glas, er der risiko for, at der fanges luft mellem glaslagene og dermed dannes luftbobler.
Når glasset smelter, er det altid det yderste af glasset der smelter først. Og da glasset er en dårlig varmeleder, tager det nogen tid inden det midterste glas smelter. Det betyder, at når flere lag glas smelter sammen, smelter de først sammen i kanten. Derfor fanges der luft mellem glaslagene.
 |
Et udsnit af et rundt fad som ligger i en slumping-form. Her er der en bred kant med klare glasplader, der er fuset sammen.
Som det kan ses, er der masser af små luftbobler.
|
Så enten må man leve med boblerne, eller man kan på bedste vis forsøge et undgå dem fx via ”luftkanaler” eller man kan skjule dem, fx med opakt (gennemfarvet og derfor ugennemsigtigt) glas eller sandblæst glas øverst.
Forskellige hårdheder
Selv om de glasstykker man bruger alle har præcis samme udvidelseskoefficient, kan de godt smelte ved forskellige temperaturer. Fx smelter sort glas tidligere end hvidt glas. Og opakt glas før transparent glas. Det kan i dette eksempel betyde, at de sorte områder flyder mere ud end de hvide områder.
Tidskrævende proces
Det er en tidskrævende proces at fremstille glaskunst. Håndarbejde tager jo altid tid. Men da glasset skal i ovnen flere gange og fordi det har så lang en nedkølingstid, skal glasset oftest tilbringe mange døgn (mindst 1 + 1 døgn for de små ting) i en ovn, før det er færdigt.
Først når man åbner ovnen sidste gang ved man, om resultatet blev som ønsket. Glas er et levende, uforudsigeligt og lunefuldt materiale, så der kan sagtens komme overraskelser i fx farver eller form. Det kan godt kræve mange forsøg, før man når det ønskede resultat.
Men det er på en måde også charmen ved at arbejde med glas.
Hovedteknikker i koldglas
Her ridses de mest anvendte koldglasteknikker ganske kort op:
Fusing
At smelte glasset sammen. Fx en full-fusing, hvor glasstykkerne smelter helt plane.
Man taler også om tack-fusing eller relief-fusing, hvor glasset godt nok smelter sammen, men hvor de øverste glasstykker ikke er smeltet helt ned i underglasset. Derved skabes der en reliefeffekt. Overfladen er nemlig ikke fuldstændig plan.
I en tack-fusing er relief-strukturen helt kantet, mens den er mere blød i en relief-fusing.
 |
Her er katten relief-fuset da ører, øjne og ben ikke er smeltet helt ned i det hvide glas.
Bunden af sne er knust hvidt glas, der også bevarer sin struktur i relief-fusingen.
|
Det er temperaturen, varigheden på højeste temperatur og temperaturændringshastigheden i ovnen, der er bestemmende for hvor meget glasset smelter sammen.
Slumping
Her blødgøres glasset i ovnen - typisk i en form, så glasset formes til fx en skål.
Det er således alene tyngdekraften, der udløser formningen. Glasset falder ned i formen.
 |
Her er et fladt fletlag slumpet i facon, så det kan bruges som et frugtfad. |
En variant af slumping er bending. Forskellen er bare, at her er formen ikke konkav, men
konveks, og formningen sker typisk ved lavere temperatur, da der er mindre glas der hviler på formen og dermed løser tyngdekraften formningen hurtigere.
Sagging
Her blødgøres glasset over et hul i en plade, så det midterste af glasset kan falde ned gennem hullet og danne en U-form, som kan blive til fx en skål.
 |
Denne skål er lavet som en sagging. |
Man kan lade glasset falde helt ned på ovnpladen, så det får en plan bund som skålen kan stå på, eller man kan - som på billedet til venstre - lime glasset fast på fx et stykke støbeglas.
Den øverste kant som hvilede på en plade slås efterfølgende af.
Oftest vil man herefter slibe kanten helt plan. Jeg har dog valgt at lade skålen til venstre få en ujævn - men dog slebet - overside.
Combing
Som en undtagelse til det hidtil skrevne, arbejder man her med glasset i flydende form. Først smeltes en mængde glas på ovnpladen. Glasset kan fx have et zebramønster ved at glasset er sat sammen af glasstænger - fx skiftevis sorte og hvide.
 |
Et eksempel på combing hvor jeg med en tang har ”revet” i glasset to steder. |
Når glasset er flydende åbnes ovnen, og man river i det med en tang, så man får lavet et andet (tilfældigt) mønster end zebramønsteret. Resultatet kan så enten bruges i sin helhed eller man kan save det ud og lade dele indgå i et andet design
Støbning
Støbning er også en teknik der bruges indenfor koldglas. I sin grundsubstans handler det om at smelte glas, så det fylder en støbeform ud.
Der er flere spændende støbeteknikker, hvor jeg her vil nævne tre:
Sandstøbning
Her støber man i sand, hvori man har lavet en form via en fordybning i sandet. Det er den mest frie form for støbning, og den er nem at gå til. Man lægger simpelthen glasstykker i sandet og smelter dem i ovnen.
 |
Hvis man sætter glasstykkerne på højkant helt tæt i sandet og ikke smelter glasset fuldstændigt, får man en spændende takket støbning. |
Det vil altid give en meget grov struktur, og man kan vælge, om der skal hænge noget sand fast i glasset. Det vil ske, hvis man ikke lægger et lag separator mellem sandet og glasset.
Åben gipsstøbning
Her skal man først lave en form i gips, fx en form til en maske. Den kan pga. gipsens egenskaber være ganske fin og detaljeret.
Ligesom med sandstøbning fylder man formen op med glasstykker - evt. i forskellige farver - og smelter glasset i ovnen.
I en åben form vil den side af glasset, der i ovnen vender opad, altid smelte flad, ligesom bagsiden af fisken ovenfor.
Lukket gipsstøbning
I en lukket gipsstøbning kan man lave mere fuldendte, 3-dimensionelle støbninger, da der ikke behøver at være ret meget af støbningen, der bliver flad.
En lukket gipsform er fx en gipskugle, hvor der i midten er et hulrum - fx med facon som en broccoli - som skal fyldes op med glas. At arbejde med lukkede gipsforme har større udfordringer end med de åbne.
Selve gipsformen kan laves ved at man først har en form, der skal afspejle det færdige design. Det kan fx være en rigtig broccoli eller en dansende kvinde lavet i bivoks.
Man bygger så flere lag gips op udenpå broccolien eller voksformen til man har en gipskugle. Derefter udbrænder man gipsformen i ovnen, hvor fx broccolien så fordamper og efterlader et hulrum magen til broccolien.
 |
En broccoli støbt i en lukket gipsform. |
Derefter hælder man flydende glas ind i den lukkede gipsform gennem et lille hul. Dette kan fx gøres ved at placere en urtepotte med glasstykker ovenpå formen og smelte glasset i ovnen.
Andre teknikker / effekter
Grundlæggende skaber man sit design som en komposition af form, farver og mønstre / figurer. Mange kunstnere vil dog gerne give designet lidt ekstra krydderi, og det er der skam også masser af muligheder for.
Her illustreres lige nogle få af mulighederne:
Forbehandling
Forbehandlingen består for det meste i at tilpasse de enkelte glasstykker til sit design ved at skære, bore, save og slibe i det mv.
Nogen gange ønsker man at anvende ”halvfabrikata” i sit design, fx noget glas der allerede er fuset sammen og som skal indgå i en relieffusing, eller man har lavet små dråber eller mosaikker, der skal indgå.
Anvendelse af specialglas
Ud over de rå glasplader kan man fra leverandører få diverse former for bearbejdet glas. Fx runde glasstænger i forskellige tykkelser, knust glas i forskellig finhed, konfetti mm.
 |
Glas med en iriserende overflade. Det er et tyndt lag metal, som her har regnbuens farver. Farverne spiller i lyset og giver fadet liv. |
Anvendelse af andre materialer og kemikalier
Der findes metaller og folier i mange udformninger, som man med fordel kan bruge. Nogle metaller ændrer farve, hvis de får ilt under brændingen, fx får kobber en utrolig flot blå farve. Men man skal passe på ikke at bruge for store mængder metal aht. spændinger i glasset.
Bladguld mv. kan også anvendes og kan blive meget flot. Men det er desværre dyrt og vanskeligt at arbejde med.
Bobler og flotte farvelægninger kan også opnås med oxyder. Fx Manganoxyd som bliver lilla i brændingen. Farveløse bobler kan skabes af fx bagepulver.
 |
Et fad med reliefstruktur og gennemsigtighed. Det blå i midten er skabt med koboltoxyd. |
Endelig kan jeg nævne glansfarver og glimmerpulver, som kan være relevante i nogen designs.
Efterbehandling af glasset
Glasset kan poleres, graveres, slibes eller der kan bores huller til fx ophængning.
Sandblæsning af glasset giver en mat og lidt ru fløjlsagtig overflade. Man kan dække dele af glasset til med bogbind, så bliver det dækkede ikke sandblæst, og man kan derved fx lave mønstre.
 |
Et fad med lidt reliefstruktur som er sandblæst på en del af fadet. |
Nogle kunstnere kan lide at sammensætte flere slags materialer, fx glas og beton eller glas og stål. Her limer man oftest materialerne sammen efter at glasset er blevet brændt sidste gang.
Selv hammer og mejsel kan bruges til at bearbejde overfladen på sine støbninger, hvilket en dansk glaskunstner er blevet verdenskendt på.
Produktion af råglas
Der har i mange år været problemer med at arbejde med flere farver i det samme design, da forskellige farver glas oftest har forskellige udvidelseskoefficienter. Det har længe tvunget kunstnere til kun at arbejde med ufarvet eller ensfarvet glas, eller acceptere den meget store risiko for, at glasset ville springe når det var kommet ud af ovnen.
I dag har flere glasleverandører udviklet opskrifter på fremstilling af farvet glas, hvor alle farverne har næsten samme udvidelseskoefficient.
Nogle glasproducenter har automatiseret det meste af fremstillingen. Jeg anvender dog det noget dyrere glas fra Bullseye i USA, der stadig håndruller glasset. Deres glas har meget mere liv og glans, hvor jeg synes de maskinfremstillede glasser virker døde og ligner plastic.
Bullseye kombinerer ældgamle teknikker med moderne computerudstyr til fremstilling af råglasset. Det flydende glas lægges op på en rulle, som betjenes manuelt. Derefter ruller glasset gennem en lang tunnelovn, hvor det køler langsomt ned og afspændes under konstant overvågning af mennesker og computere.
Når glasset kommer ud af ovnen, får hver glasplade et nummer. Der skæres en bid af glasset, som smeltes sammen med noget basisglas, som efterfølgende måles for spændinger. Det giver sikkerhed for, at hver enkelt glasplade kan anvendes med andre farver glas fra Bullseye.
Til sidst ...
Som det fremgår af ovenstående er koldglas mange ting. Det er et utroligt bredt område med rigtig mange muligheder - og udfordringer. Og jeg har kun skitseret en lille brøkdel af de teknikker, der findes.
Jeg fornemmer, at koldglasset er inde i en rivende udvikling i disse år, og der dukker hele tiden nye teknikker, spændende løsninger og nye designs op. Jeg er ofte rundt at se på glas, og jeg bliver stadig den dag i dag imponeret over den kreativitet og kvalitet, der udvises af rigtig mange kunstnere indenfor koldglas.
Glas rummer så mange muligheder, energier og stemninger …
