Mit kendetegn

Den røde tråd

Jeg har arbejdet med glaskunst siden 2007. I starten arbejdede jeg i mange retninger og afprøvede mange ting, og det betød, at der ligesom manglede en rød tråd i min kunst. Det tror jeg mange nye kunstnere oplever. Man skal jo afprøve mange ting i starten.

De sidste 4-5 år er der dog begyndt at tegne sig et klart mønster i al min kunst, og i dag adskiller mit glas sig ret tydeligt fra andre glaskunstneres glas. Jeg oplever tit, at mine kunder kan genkende mit glas, fx ved at de spørger om det ikke er mit glas, de har set udstillet i et andet galleri.

Den smukke natur - overalt på Jorden - er min primære inspirationskilde. Den er smuk, changerende, vild, uforudsigelig, ukuelig og helt uden lige linjer. Det prøver jeg at genskabe via fx strukturerne i glasset.

Formålet med mit glas er således ”blot” at skabe nydelse, glæde og stemninger for andre – der ligesom mig – kan blive betaget af de skønne scenerier naturen formår at skabe. Harmoni med et strejf af vildskab.

Tidligere på hjemmesiden har jeg kort beskrevet mine 4 karakteristika grupperet i disse 4 punkter:

  1. Glassets struktur.
  2. Glassets gennemsigtighed.
  3. Glassets form.
  4. Glassets farver.

De 4 punkter uddyber jeg herunder.

Glassets struktur

Mange glaskunstnere vælger at have et mønster i glasset eller dekorerer det med en figur, fx en fugl.

Jeg har valgt at lave strukturer i glasset – endda ofte i flere lag. Jeg starter altid med at lave krakelerede glasplader i changerende farver. Krakeleringen skaber jeg blandt andet med vand og specielle brændingstemperaturer.

De krakelerede glasplader indgår nu i nye processer for at skabe mere avancerede strukturer. Pt. har jeg udviklet 9 forskellige teknikker, som ofte kræver mange brændinger.

Den mest avancerede teknik består i at lægge flere lag krakeleret glas oven på hinanden, og brænde det, så farver med lavere massefylde fra nederste lag bevæger sig opad og lige netop træder igennem øverste lag, og dermed skaber den ønskede struktur og farvesammensætning.

Lige denne teknik er meget svær, for processen skal styres meget præcist. Glasset bliver nemlig tudegrimt med 5 minutters kortere eller længere brænding og med 10 graders højere eller lavere temperatur. Processen skal stoppes præcist der i den meget korte periode, hvor farvernes blanding er smuk.

Temperatur og tid er desuden afhængig af farver og størrelser. For at kunne styre denne proces, har jeg lavet et katalog med næsten 900 forsøg, som jeg tager udgangspunkt i.

Glassets gennemsigtighed

For at man virkelig skal kunne nyde glassets strukturer i dybden, blander jeg ofte transparent glas i designet. Så kan man nemlig se ned i glasset og opleve flere lag af strukturer og få små 3D-oplevelser.

Med transparent glas har jeg – modsat fx billedkunstnere – mulighed for at skabe kunst i 3 dimensioner. Selv i tyndt glas på fx 6 mm kan jeg således skabe dybde-effekter.

Glassets form

Det er for mig sjovest – og sværest – at lave store organiske og skulpturelle former.

Glassets naturlige tykkelse er 6 mm, men mit glas er ofte tykkere, for bedst muligt at kunne præsentere strukturerne i 3D.

Jeg former glasset med tyngdekraften. Da tykt glas er tungere end 6 mm glas, vil glassets vægt gøre, at det begynder at bøje før det er varmet nok op og er blevet smidigt nok. Specielt de kraftige bøjninger vil derfor medføre, at glasset knækker.

Når jeg former glasset, bruger jeg derfor en glasplade med højere smeltepunkt til at lægge under min glaskunst. Den sikrer, at glasset først begynder at bøje ved højere temperatur – og så er det tykke glas blevet elastisk nok til at kunne klare at blive formet.

Jeg laver også mindre ting, som er mere stramme i linjerne, og hvor prisen derfor kan holdes nede på et lavere niveau.

Glassets farver

Glas bliver farvet med kemikalier – det meste med små mængder af kobber, bly eller svovl / selen.

Hvis man blander farver på tværs af disse 3 grupper, vil glasset reagere kemisk og blive grumset, brunt og grimt. Derfor ser man ikke meget glas der fx både indeholder røde og blå farver.

Jeg bruger meget farven French Vanilla, og den reagerer desværre med både de blå, grønne og lilla farver. Nogle gange afskiller jeg farverne med lidt klart glas. Andre gange sørger jeg for at farverne har en skarp grænseflade og dermed får en skarp brun streg der kanter farverne af i designet.

  
... harmoni med et strejf af vildskab ...
 
Besøg mig

Micko
v/Michael Kofod
Søgårdsvej 8,
Gelstrup
4500 Nykøbing Sj
 

 

Kort Micko

Jeg udstiller i Galleri 3G.
Bemærk at ikke alle GPS kan finde mig!
 
Åbent 1. maj - 15. september
Torsdag til søndag
Helligdage
10 - 17
10 - 17
Desuden åbent efter aftale. Jeg bor på adressen, så det er ikke noget problem.
 
Få nyheder
 
Mød Michael Kofod på facebook På facebook kan du se min nyeste glaskunst.
 
Michael Kofod | CVR: 41 93 80 80 | Søgårdsvej 8, Gelstrup, 4500 Nykøbing Sj - Danmark | Tlf.: +45 21 78 33 72 | mail@micko.dk