Spørgsmålet dukker ofte op i forbindelse med at folk skifter ruder i gamle sprossevinduer og opdager, at glasset er tykkest for neden.
Er det så et udtryk for, at glasset er en tyktflydende væske, og derfor - efter måske 50 år i vinduet - er blevet tykkere i bunden?
Glas er en underlig størrelse. Normalt er et stof enten fast, flydende eller en luftart (eller plasma, for også at nævne den fjerde form).
Glas fremstilles normalt af sand, soda og kalk. Disse ingredienser smeltes sammen ved ca. 1.500 grader og bliver til glas. Når den flydende glasmasse langsomt afkøles, størkner den, og i modsætning til de fleste andre materialer, sker det uden at molekylerne låses fast i et krystalgitter.
Molekylerne ligger så at sige hulter til bulter.
Derfor kan man godt kalde glas for en underafkølet væske, som både er flydende og fast. Men det er altså en meget fast væske med en meget stabil struktur. Der går millioner af år, før strukturen har ændret sig så meget, at der rent faktisk kan måles en udflydning af glasset.
Men hvorfor er gammelt glas så tykkere i bunden?
Det skyldes simpelthen produktionsmetoden før i tiden. Glasset blev støbt i en form og derefter valset. Det var ikke så præcist et håndværk, og de enkelte glasstykker varierede meget i tykkelsen.
Når glarmester
